Archive for November, 2004

Monopol

Friday, November 26th, 2004

Debatindlæg – bragt i Weekendavisen den 26. november 2004.

———————————————————————————-

I sidste uge, hvor Bill Gates besøgte Danmark, var diverse ministre og DR journalister ved at falde på halen af benovelse, og det virkede umiddelbart, som om de var klar til at følge enhver anvisning, der kom fra Gates. I DR gik de så langt som til at mene, at vi kan takke Microsoft for op til 30 procent af den vedfærdsstigning, vi har haft gennem de sidste 20 år.

Der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at Gates er en dygtig forretningsmand, men IT revolutionen var også kommet uden Microsoft, og der havde ikke været den store forskel på vores IT systemer. Det foretrukne operativsystem havde nok heddet OS2, tekstbehandlingen WordPerfect, finansprogrammet Navision og serversystemet OS2 eller Novell.

Men grundet forretningstalent og god timing hedder det hele Microsoft i dag, og de sidder som bekendt på over 90 procent af det globale IT marked og over 95 procent i Danmark. Og den markedsandel vil regeringen og DR tilsyneladene gerne fastholde eller helst udbygge.

Det er i hvert fald den konklusion, jeg må drage, når Danmark stemmer for patentdirektivet, som gør, at Microsoft og IBM kan kontrollere næsten al softwareudvikling, hvis de vælger at håndhæve de tusindvis af patenter, som de har udtaget på nærmest enhver tænkelig kodesammensætning, ligesom offentlige myndigheder og Danmarks Radio aktivt modarbejder anvendelsen af alternative operativsystemer.

Dette betyder, bare for at tage et par eksempler, at hvis man ikke anvender Microsoft Windows kan man ikke booke syn på www.bilsyn.dk, virksomhedsportalen www.virk.dk fungerer kun delvis og DR’s net TV fungerer slet ikke.

Det officielle argument er, at hvis man når ud til 95 procent, vil man ikke anvende ekstra ressourcer på at nå de sidste fem procent. Men det er altså ikke dyrere at overholde åbne standarder end Microsoft’s lukkede, men det er i høj grad en hindring for udbredelse af alternative systemer, som for eksempel Mac og Linux.

Når for eksempel ComON kan finde ud af at lave WebTV, som fungerer på alle platforme (http://www.comon.dk/index.php/news/video), så er det et spørgsmål om vilje, når DR ikke kan.

Det virker umiddelbart rent forretningsmæssigt meget naivt at lefle for et firma, som reelt har monopol inden for sit område. Uanset om man er tilhænger af Mac, Linux eller Microsoft, er det i alles interesse at Microsoft får større konkurrence. Det viser sig tydeligt i Asien, hvor Microsoft har sænket priserne markant, og i München hvor Microsoft har tilbudt at levere software næsten gratis, efter at byrådet har besluttet sig for at udskifte Microsoft med Linux på 14.000 PC’ere.

Noget andet er, at det må vække national bekymring, når et land baserer hele sin administration på software fra en enkelt leverandør. Hvor meget selvbestemmelse har vi så tilbage?

Jeg synes, at det ville være meget interessant at få belyst, hvorfor for eksempel erhvervsministeren, videnskabsministeren og DR’s ledelse modarbejder udbredelsen af alternative systemer.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg personligt er meget begejstret for Linux. Den bryder aldrig ned, er ikke modtagelig for virus og spyware, alting fungerer (bortset fra de skatteyderbetalte websider), og jeg kan prale med, at vi ikke har noget piratkopieret software i huset.